Hvad er DGI Sundhedsidræt?

DGI Sundhedsidræt et 3-årigt projekt i partnerskab mellem DGI og 5 udvalgte kommuner. Projektets formål er at flytte mennesker fra sundhedssektoren til idrætssektoren og det almindelige danske idrætsliv.

Projektet løber fra 2015 til 2017 og er finansieret af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, DGI og partnerkommunerne Esbjerg, Hvidovre, Jammerbugt, Lolland og Aalborg.

Målrettet indsats

Projektets målrettede indsats skal hjælpe seniorer, borgere med ryglidelser og borgere med hjerte-kar-problemer til at kunne deltage i en lokal idrætsforenings almindelige tilbud. Målgrupperne kan pga. kroniske lidelser eller et sygdomsforløb have svært ved at indgå i foreningslivet på almindelig vis. DGI Sundhedsidræt hjælper borgerne til at opleve forbedret livskvalitet og sundhed.

Træningskoncepter

DGI Sundhedsidræt har til de tre målgrupper udviklet de forskningsbaserede træningskoncepter – DGI Sundhedsidræt Seniortræning, DGI Sundhedsidræt Rygtræning og DGI Sundhedsidræt Cardiotræning. Træningskoncepterne varetages og afvikles af idrætsforeninger i de fem partnerkommuner.

Inspiration

Træningskoncepterne er udarbejdet med inspiration fra DGI’s tyske søsterorganisation Deutscher Turner Bund (DTB), som siden 1994 har haft stor succes med det lignende projekt Pluspunkt Gesundheit. I begge projekter er træningskoncepterne baseret på nyeste forskning. Koncepterne er opbygget ud fra en fælles grundskabelon og indeholder såvel træningsfysiologiske som psykosociale, pædagogiske og informative indsatser overfor deltagerne i de forskellige målgrupper.

Videnskabeligt baseret

DGI Sundhedsidræt er DGI’s første store projekt, der koncentrerer sig om at udvikle forskningsbaserede kvalitetskoncepter.

Uddannede instruktører

DGI Sundhedsidræt uddanner instruktører specielt til at varetage de tre træningskoncepter. Uddannelserne sikrer deltagerne et forløb af høj kvalitet, hvor der bliver taget hensyn til målgruppernes specifikke udfordringer.

 
____________________________________________________________________________________________________________________

Seniortræning 60+ og Voksne

Få overskud til hverdagen.

Det er aldrig for sent at begynde at træne. DGI Sundhedsidræt Seniortræning giver seniorer de bedste muligheder for at tackle dagligdagens fysiske udfordringer. DGI Sundhedsidræt Seniortræning er et skræddersyet 15 ugers træningsforløb, hvor der trænes 90 minutter 1 gang om ugen. Erfarne instruktører sørger for, at øvelser og træning passer til den enkelte deltagers fysik.

DGI Sundhedsidræt Seniortræning forbedrer muskelstyrke og muskeludholdenhed, kondition, stabilitet, koordination, balance og reaktionsevner. Det gør det lettere at leve et aktivt liv. Træningsforløbet er for seniorer, der har ingen eller lettere bevægelsesproblemer og er blevet anbefalet træning af læge, fysioterapeut eller kiropraktor.

Indhold på forløbet

Hver træningsgang består af 7 dele, som sikrer en alsidig og effektiv træning. Deltagerne får både trænet kroppen, men får også forståelse for, hvordan kroppen forandres med alderen. Deltagerne lærer, hvad det vil sige at være i smerte, og hvordan smerter ofte kan mindskes ved fysisk aktivitet. Forløbet har fokus på vedligeholdelse af motivation og nye træningsvaner, ligesom træningen giver mulighed erfaringsudveksling og et stærkt fællesskab deltagerne imellem.

Da deltagerne kommer med forskellige forudsætninger for at træne, tilpasser instruktøren træningen, så alle deltagere kan være med.

Uddannede instruktører

DGI Sundhedsidræt uddanner instruktører specielt til konceptet seniortræning. Uddannelsen sikrer deltagerne et forløb af høj kvalitet, hvor der tages hensyn til de seniorers specifikke træningsudfordringer.

 
Maribo Gymnastik Forening / Lindehusvej 4 / 4930 Maribo / Mobil nr. +45 53 81 23 04 / Jyske Bank 0682 283 563 7980 /Mobilepay 70681 / CVR 31211999